Havearbejde og førstehjælp i påsken

Havearbejde og førstehjælp i påsken

Påsken står for døren, vi skal blive hjemme, og vejret bliver fornuftigt. Så hvad er mere naturligt end at give den en skalle i haven?

Men inden du går i gang, så husk at passe ekstra godt på dig selv. Vores sundhedspersonale er optaget af Covid-19, og det er vigtigt, at vi ikke kommer til at belaste skadestuerne, hvis det kan undgås.

Skulle uheldet være ude, kommer her et par førstehjælpsråd.

Førstehjælp ved snitsår

Hvis du eller en anden skærer sig på et haveredskab, så er der fire punkter til den nødvendige førstehjælp:

  • Start med at lægge et sterilt kompres eller en ren serviet over såret for at stoppe blødningen
  • Hvis såret er urent, så skyld såret med rent vand
  • Forbind herefter såret med sterilforbinding eller plaster
  • Hold altid øje med, om der udvikles infektion

Hvis såret er mere end 1,5 cm langt og over 0,5 cm dybt og gaber, så skal du kontakte læge eller skadestue. Du skal også kontakte læge eller skadestue, hvis såret sidder tæt på et led.

Førstehjælp ved afskårne fingre og tæer
Træerne og hækken i haven skal klippes til, men det kan også ske, at hækkeklipperen får fat i en finger eller tå i stedet for en gren.
Har personen fået klippet eller revet dele af fingrene eller tæerne af, skal du først forsøge at standse blødningen med et kompres.
Du skal forsøge at finde den afskårne legemsdel og lægge den i en plasticpose uanset tilstanden. Denne plasticpose kommer du ned i en anden plasticpose med isvand. Så ligger legemsdelen tørt og koldt.

Når du har ydet førstehjælp, skal du hurtigst muligt kontakte akutmodtagelsen!

Lær førstehjælp
I øjeblikket er alle vores førstehjælpskurser aflyst, men så snart det igen er sikkert at afholde kurser, kan du tilmelde dig et kursus i førstehjælp her: rodekors.dk/foerstehjaelp

Hvis du vil vide mere om førstehjælp kan du gratis downloade vores førstehjælpsapp:

Find den til Ios her
Find den til Android her

Vi ønsker jer alle en rigtigt god Påske – og husk! Pas godt på jer selv og hinanden ved at holde afstand!