Vi mangler en ny butiksleder samt en leder til vores Qnet – Er det dig?

Vi mangler en ny butiksleder samt en leder til vores Qnet – Er det dig?

 

I Røde Kors Albertslund leder vi i øjeblikket efter to nye aktivitetsledere – en til at drive vores butik samt en til vores nye indsats, Qnet, hvor vi hjælper voldsudsatte kvinder og børn. Læs mere om de to frivillige stillinger her:

 

Leder til Qnet:
Qnet er et kvindenetværk for voldsudsatte kvinder og deres børn, som har brug for en hjælpende hånd til at finde fodfæstet i livet efter et krisecenterophold. Qnet bygger på to indsatser: en en-til-en støtte og fællesskabsaktiviteter. I én-til-én støtten mødes den frivillige med kvinden (og evt. hendes børn). Den frivillige mødes typisk med kvinden en gang om ugen i et par timer i hendes hjem, på en café eller et helt tredje sted. Her hjælper den frivillige med praktisk hjælp, følgeskab til møder i kommunen og støtte til at skabe sociale netværk.
Derudover bygger Qnet også på månedlige fællesskabsaktiviteter som fællesspisning, kreative sysler og udflugter for alle kvinder og børn i Qnet Albertslund.

 

Din rolle som aktivitetsleder:
Som frivillig leder i Qnet er du med til at udvikle aktiviteten og står for matchning mellem kvinderne og de frivillige. Desuden er du kontaktperson mellem frivillige, samarbejdspartnere og Røde Kors’ landskontor. Du er også med til at koordinere og afholde fællesaktiviteter, sammen med de øvrige frivillige. I er i alt to aktivitetsledere, der deler opgaverne mellem jer. Og I bliver desuden del af den lokale Røde Kors afdeling.

Du kan læse mere om stillingen som leder til Qnet og ansøge her

 

Leder til vores butik:
Vores butik driver vores sociale motor. Indtægterne fra butikken går til Røde Kors´ mange sociale aktiviteter, som hjælper sårbare og udsatte borgere i Albertslund, Danmark og i hele verden. I butikken sælger vi alt fra tøj til nips, bøger og brugskunst.

 

Dine opgaver er:

  • Ansvarlig for den daglige drift af butikken inkl. salg
  • Sætte retningen for butikkens salg, vækst, service og visuelle udtryk
  • Sørge for at butikken altid ser præsentabel og inspirerende ud – udstillinger
  • Hvervning af frivillige samt at introducere nye frivillige til deres opgaver

Du kan læse mere om stillingen som butiksleder og ansøge her